Som 13-årig skoledreng, efter mine forældres død i 1943 og 1945, fik gården Glædesdal stor betydning i mit liv, idet min yngre bror Keld og jeg boede hos de daværende ejere, Niels og Benedicte Dalsgård, nærmest som medlemmer af familien. Efter skoletid hjalp vi lidt til på gården, jeg lærte f. eks. at malke en ko, men da gårdens eng-arealer grænsede ned til Esrom kanal, tilbragte vi en stor del af fritiden der. Vi fangede ål og krebs - og et par store ørreder fik vi også på krogen. Det var en herlig tid.
Efter konfirmationen i april 1946 kom jeg ganske vist i tjeneste på en gammel gård i Nakkehoved, hvor jeg var fæstet et halvt år for 600 kr. + kost og logi. - Jeg befandt mig ikke så godt på denne gård, da staldbygningerne bl.a. var meget gammeldags i forhold til de moderne forhold på Glædesdal. -
Mine forestillinger om at blive selvstændig gårdejer var nok mere romantiske end realistiske, og at en sådan fremtid for en ung landmand uden penge ville kræve store afsagn i mange år, spekulerede jeg ikke så meget over her i begyndelsen.

Jeg vendte tilbage til Glædesdal i november 1946, hvor jeg så var "enekarl" til november 1948. Det var en fryd at arbejde med hestene og de redskaber, der hørte til på gården; særlig godt kunne jeg lide pløjearbejdet og så fik jeg lært, hvordan man præsenterer en hest på dyrskuet i Hillerød. 
Udover præsentationen i ringen for dommeren skulle jeg køre "præsentationskørsel" med to heste i sølvbeslået seletøj for charabancen.
De tre heste blev derfor opstaldet i Lindeskovs  gamle Købmandsgård dagen i forvejen; og jeg sov i en af købmandsgårdens lastbiler for tidligt om morgenen at kunne give dyrene en sidste afpudsning inden det store show.

Da jeg tjente som karl på Hvilebakkegård i vinteren 1948 var den stråtækt, og gårdspladsen belagt med toppede brosten. Den firlængede gård var allerede dengang over 100 år gammel. Jeg var med til at forny stråtaget på stuehuset; det var meget nedslidt og storme havde revet store huller. Det var interessant at se hvordan den gamle tækkemand arbejdede. Jeg skulle tage imod tækkenålen på den indvendige side, og stikke nålen tilbage til tækkemanden på den rigtige side af lægten. Det var et meget behageligt arbejde i modsætning til oprydningen bagefter, hvor det gamle afrevne tag flød overalt på jorden.
Iøvrigt blev gården drevet som traditionelt landbrug med 10-12 røde malkekøer og fire livlige Frederiksborgheste i stalden. Staldene og bygningerne i det hele taget bar præg af de mange år; alt var gammeldags upraktisk og nedslidt. I dag ser det ud til, der er sket en renovering, men jeg synes nu stråtaget klædte den gamle gård bedre end det kedelige faste tag.

Jeg kom til Biviumgård maj 1949 og det var et noget større foretagende end jeg var vant til. Ejeren var tidligere statsminister Knud Kristensen, som havde forpagtet gården til en søn. Jeg skulle primært passe 24 jerseykøer, men også hjælpe til ved gårdens øvrige arbejde, der iøvrigt blev passet af en forkarl og forpagteren selv. Knud Kristensen deltog også af og til i arbejdet på gården, når han var hjemme fra folketinget; eksempelvis stillede jeg korn i hobe sammen med ham i høsttiden. Vi fik en kæmperegnbyge over os og blev dyngvåde inden vi nåede i læ.

Men denne sommer indså jeg, at chancen for at skabe mig en selvstændig fremtid indenfor landbruget var meget små, så jeg søgte andre veje gennem  højskoleophold - ganske vist stadig med landbrugsundervisning da det jo slet ikke var sikkert, om jeg nogensinde kunne forlade landbruget.