Der er mennesker og begivenheder, som står krystalklart printet i min erindring, andet er gemt under et tågeslør. Der er måske også begivenheder, som jeg helst lod ligge bag dette glemselens slør, men som jeg alligevel aldrig kan slette helt af hukommelsen. Men mine første erindringer handler om positive indtryk, lyde og dufte.
Jeg er født den 14. februar 1932 og det er naturligvis ikke meget jeg husker helt tilbage dertil. Men jeg har et billede for mit indre øje, en duft i næsen af et varmt moderbryst og lyden i øret af en stemme, der talte mildt til mig. Jeg elskede at ligge i barnevognen og duften af voksdugs-kalechen; og de smilende ansigter, der kiggede ned til mig i barnevognen, er en stærk erindring. En senere begivenhed i forbindelse med Kelds fødsel husker jeg meget klart: det skete vistnok efter, at jeg havde været "udstationeret" hos Marie (Peter murers kone), at der var en som tog mig i hånden - jeg tror det har været min søster Inge eller søster Laura (hjemmesygeplejersken) - og vi gik fra stuen ind i soveværelset, hvor mor lå i sengen med en lille baby i armen. Det var min lillebror Keld, som blev født den 13. juni 1934, hvor jeg altså var to år gammel. - Billedet herunder fra dåbsdagen 15.07. 1934, er taget i haven i Firhøj.

Denne lille landejendom var mit hjem fra 1932 til 1945; det var et statshusmandsbrug med et jordtilliggende på 5 tønder land, som mine forældre overtog da de blev gift i 1918. Livet var slidsomt for husmanden dengang, og skulle man klare sig udelukkende på så lille et landbrug, så var det fattige vilkår. Min far, der var uddannet anlægsgartner, måtte derfor gå på arbejde udenfor hjemmet, mens mor passede hus og have, fodrede høns og svin, og malkede de køer, der var plads til i stalden.

Som regel havde vi to køer, en kvie og en kalv. Hvis kalven var en tyr skulle den selvfølgelig på slagteriet når den havde størrelsen. Det har jo været en god indtægt. Så var der også 4-6 grise under opfodring til slagteristørrelsen, en af dem skulle gerne gemmes til hjemmeslagtning ved juletid.
Når grisene var leveret til slagteriet, blev der indkøbt et tilsvarende antal smågrise, som skulle fodres op til slagtevægt. Om sommeren byggede svalerne rede under loftsbjælkerne i svinestalden. De kom ind gennem et af staldvinduerne, der manglede glas. Det blev aldrig repareret, men om vinteren blev der proppet en sæk i hullet, så svalerne kunne komme ind til næste sommer. Det var utroligt spændende at følge udviklingen med reden, som svaleparret klinede op på bjælken af en blanding af strå og våd jord, foret med fjer og andet lunt materiale, hvori æggene blev lagt og ungerne fodret til de var flyvefærdige. Der var også omkring 25-30 høns i et stort hønsehus, som var opført i træ lidt væk fra stuehuset. Hønsene og en flot hane (italiener) gik i en meget stor hønsegård (10 x 30 meter gætter jeg på). Når kornet var høstet fik de lov at gå helt frit og æde det korn, der var faldet af  under arbejdet. Hønsene kunne næsten altid af sig selv finde ind på deres pind i hønsehuset inden det blev mørkt. Jeg husker ikke, at ræven nogensine har taget nogen af dem.
Mor lavede mad til os allesammen på et stort brændefyret komfur, der var såvidt jeg usker 3 ildsteder med jernringe, der skulle tages af eller på i forhold til grydernes størrelse. Der var også en ovn, hvor mor sommetider bagte en pragtfuld kage med rosiner og andet godt. Gruekedlen blev brugt til at koge tøj i, når der var storvask

Vi havde ingen heste, så det grove markarbejde såsom pløjning, harvning, såning og høst foregik ved leje af heste og maskiner fra en slags maskinstation, der var blevet oprettet sidst i 30*erne. Efter fars død fik vi mere hjælp fra naboerne; men mor var meget flittig i urtehaven og vi var stort set selvforsynende med grøntsager.

Far arbejdede som anlægsgartner udenfor hjemmet. Derfor var det ofte mor, der fodrede dyrene og malkede køerne 2 gange om dagen.

Jeg er træt og går til ro,
lukker mine øjne to.
Fader se med kærlighed
til mit ringe leje ned.

Har i dag jeg kære Gud
syndet imod dine bud;
vær mig nådig vær mig god,
slet det ud for Jesu blod

Da vi var blevet lidt større lå Keld og jeg tit i hver sin seng og sludrede. Inden vi  sov spurgte vi så hinanden: "Har du bedt din aftenbøn"? Hvis svaret var benægtende lød det sommetider sådan: "Nej, ikke endnu - jeg tænker". Eller: "Mon Gud kan høre os, når vi hvisker?  Spørgsmålet var nok afledt af fars bordbøn, der ikke blev fremsagt hørligt.

Før vi spiste skulle vi folde hænderne og være stille, mens bøjede hovedet og bad bordbønnen. Det forgik som regel hviskende, så ordene kunne vi ikke høre. Så vidt jeg husker var det heller ikke noget helt fast ritual, men jeg er ikke i tvivl om, at far og mor på denne måde ønskede at vise deres kristne sindelag. Ellers blev der ikke talt meget om "troen", og der blev heller ikke læst højt af bibelen, eller andre særlige andagtsbøger; men der stod en lille glasskål på kommoden i soveværelset: låget var udformet som en høne, der lå på æg. I skålen lå de såkaldte "mannakorn", små hvide kort med henvisning til skriftsteder. Dengang forstod jeg ikke rigtigt, hvad meningen var med disse kort, og jeg ved heller ikke, hvor meget de blev brugt.

Her får vi et kig ned ad vejen med Peter murers hus i baggrunden. Mælkemanden har sat mælkejungen ved vores indkørsel, hvor Inge står til højre i billedet. Jeg kan ligefrem "lugte" den varme skummetmælk, som bl. a. blev brugt til kalvene at drikke. Jeg har undtagelsesvis fået lov at køre lidt med Inges dukkevogn, som vistnok var en gave fra moster Helga og onkel Alfred i København - med tak for pakken med slagtemad, som de altid modtog, når vi havde slagtet julegrisen.

Betty var fotograf og mors veninde. Billedet nedenfor er taget på skråningen foran markvejen, der forbandt den nuværende Firhøjvej med Rødkildevej overfor gården "Glædesdal"  i den modsatte ende. I baggrunden ses parcellist Hans Larsens ejendom med vindmøllen, der pumpede vand op fra brønden til en højere liggende vandbeholder (ses på næste billede). Det fungerede som det lokale "vandværk", der forsynede de nærmest liggende huse, bl. a. vores ejendom, med vand. Hans Larsen satte gerne møllen i stå, når det efter hans mening "blæste for meget" - Min søster Inge har fortalt, at han ofte "glemte" at sætte den igang igen, så vi måtte undvære vand i flere dage.

Vindmøllen i bagrunden stod på naboen, Hans Larsens ejendom. Møllen pumpede vand op fra brønden til vandbeholderen, der skimtes øverst til højre i billedet. Det fungerede som det lokale vandværk, der forsynede vores ejendom og de omkringliggende huse med rent vand til husholdningen.

På billedet nedenfor har Inge anbragt mig i en kurvestol. Vi står i haven foran sovekammervinduet. Pudsigt nok, og for mig at se nu, lidt upraktisk at anvende et af husets to bedste rum, det sydvendte, som soveværelse; mens den fine stue lå mod nord. Imidlertid opholdt vi os mest i køkkenet, som også lå mod nord, måske for at spare på brændslet om vinteren. Den fine stue, som jeg husker det, blev kun varmet op ved højtiderne og når vi en sjælden gang havde gæster.

Mor og far havde nogle "venner", journalist Aage Christian Viggo Andreassen og hustru Selma Henriette. Navnene er jeg senere stødt på i kirkebogen om Kelds dåb, hvor de var faddere. Ifølge min søster Inge, trak de lidt for store veksler på fars og mors gæstfrihed, hvilket vel også efterhånden førte til "venskabets" sammenbrud. Alt dette mærkede jeg ikke så meget til, men familien Andreassen havde også en søn og en datter. Jeg husker mest sønnen Leif, og ganske tydeligt husker jeg denne køretur i trillebøren; det var alletiders herlighed.

Her er min yngre bror Keld og jeg fotograferet sammen med mor og far i indkørslen ved vejen. Det hvide stakit, der havde en låge til haven, afgrænsede haven mod indkørsel og gårdsplads. 

Far står med katten "Strit" i havegangen, som skilte prydhaven fra nyttehaven. Keld og jeg står foran drivhuset, som min ældre bror Frede havde bygget, hvor far havde plantet en vinstok, der bar store blå druer af sorten "Frankenthaler", der efter sigende skulle have svært ved at modnes i kølige somre. Det oplevede vi ikke dengang. De modnedes fint og smagte herligt. 

Far var meget omhyggelig med at sprøjte de mange frugttræer i haven. Jeg har ikke helt styr på hvad han sprøjtede med og for hvad, men det lugtede grimt.
Keld og jeg har fået lov at agere for fotografen som sprøjteførere ved blommetræet midt i haven. Jeg tror kun, der var rent vand i sprøjten ved den lejlighed, men det var tungt arbejde, at trække håndtaget op og ned, så der kom noget ud af røret..

Her graver Keld og jeg ud til beskyttelsesrum bag hønsegården. Det var jo krigstid, og regeringen havde vist opfordret befolkningen til at indrette egnede tilflugtsrum i tilfælde af bombeangreb på Danmark. Loft og vægge blev tilvirket og afstivet af  kasserede el-master, og overdækket med et tykt lag jord. Der var også et ildsted med aftræk til fri luft. Jeg mindes ikke at beskyttelsesrummet nogensinde blev brugt efter sin hensigt, og det var nok heller ikke meget værd som sådan, hvis en bombe virkelig skulle falde i nærheden. Af og til var der overflyvninger om natten af de allieredes bombemaskiner på vej til Tyskland; så stod vi  udenfor huset og prøvede at få øje på flyvemaskinerne og fulgte tyskernes forsøg på at fange dem i lyset fra deres store projektører, og skyde dem ned med kanonerne på befæstningsværkerne ved Hedsbjerghøjen. - Men beskyttelsesrummet var alletiders røverhule for os drenge og vi brugte det flittigt i vore lege. -

På et tidspunkt havde jeg mange kaniner. Burene var placeret bag drivhuset i haven. Fotomodellerne her er af Dansk Landrace, kridhvide med røde øjne.Jeg holdt meget af mine kaniner, men jeg måtte jo af og til aflevere dem til slagtning. Det var Ringsted Fjerkræslagteri, der aftog dem, når de havde størrelsen, det var en god indtægt. Jeg brød mig ikke om at spise kødet, når vi selv slagtede een.