Jeg begyndte i Hedsbjerg skole som 7-årig, og jeg gik der i 3 år. Bygningen var en stråtækt bindingsværksbygning, der var kun et klasseværelse. Lærer var Jens Bernhard Kristensen, som boede på stedet med sin familie. I begyndelsen gik vi kun i skole hver anden dag. De enkelte klassetrin kunne ikke holdes adskilt, de ældste elever måtte hjælpe de yngre med stavning og regning. Lærer Kristensen spillede violin til morgensalmen. Før jul var der pyntet et stort juletræ i klasseværelset. Man gik om træet og sang mange julesalmer. Til slut fik hver elev et stort kræmmerhus med bolsjer og marcipankonfekt inden vi blev sendt hjem på juleferie.

På det tidspunkt – 1939 – havde jeg hørt de voksne tale om krig. Jeg tror ikke, at jeg rigtig forstod, hvad det var for noget, men af de voksnes samtale og alvorlige miner fattede jeg, at man ”slog hinanden ihjel”. I bibelhistorien havde jeg hørt, at Kain slog sin bror Abel ihjel med en dyreknogle. Krig var døden og det var ondt og uhyggeligt. Det var også lidt uvirkeligt og i hvert fald noget, der foregik på lang afstand fra vores land. De ”billeder” af fremrykkende soldater med geværer og stålhjelme, der som en film kørte rundt i mit barnehoved, kom sikkert fra min fars bøger om 1. verdenskrig, som jeg jo nok har kigget lidt i allerede dengang, og jeg lyttede jo til de voksnes samtaler om den spanske borgerkrig og truslen fra Hitlers Nazityskland. 

 

Den 9. April 1940 kl. ca. 8 om morgenen var jeg på vej i skole. Da jeg havde passeret jernbaneoverskæringen og var på vej op af bakken ved Jørgen Pedersens ejendom kom 3 store, grå flyvemaskiner, med hagekors på haleroret og sorte kors under vingerne, brølende hen over mit hoved, i højde med de elektriske ledninger. Jeg havde aldrig set en flyvemaskine før, og jeg blev naturligvis frygtelig forskrækket. Jeg nåede dog frem til skolen, hvor lærer Kristensen med en meget alvorlig mine fortalte os, at nu var Danmark blevet besat af tyske soldater, vi var i krig, men kongen, Christian den 10., havde bedt de danske soldater om at forholde sig i ro.

Det står mig ikke helt klart, men jeg tror nok, at lærer Kristensen bad en bøn for os og Danmark, og vi prøvede at synge med på en morgensalme. Men jeg husker i hvert fald tydeligt, at jeg blev så bange , at jeg tissede i bukserne under morgensangen. Så fik vi lov at gå hjem og jeg løb hele vejen og det var naturligvis meget ubehageligt med våde bukser.

Derhjemme havde far og mor også  hørt det alvorlige budskab. Jeg tør ikke sige om vi allerede på det tidspunkt havde en radio, men de vidste det i hvert fald. Jeg kan huske at jeg grædende spurgte dem: ”Skal vi nu slås ihjel”?  - Far og mor trøstede mig så godt de kunne og sagde, at så galt gik det forhåbentlig ikke, men jeg kunne mærke, at de også var bange. De har formodentlig også tænkt meget på Frede, der var soldat ved Garderhusar-regimentet i Næstved. I alt dette kan jeg slet ikke huske om min søster Inge var hjemme, men jeg tror hun må have været i en af de pladser, hvor hun tjente som ung pige.

Ret hurtigt efter besættelsen blev den danske befolkning af regeringen opfordret til at indrette beskyttelsesrum, hvor man kunne søge tilflugt, hvis krigshandlingerne skulle komme tættere på. Til dette formål indrettede min bror Frede en jordhule på skråningen mellem hønsegården og markvejen, som gik mellem vores og Hans Larsens ejendom. På jordstykket mellem beskyttelsesrummet og markvejen havde Frede tidligere plantet 4-5 rækker små fyrretræer.

Væggene blev, ligesom loftet i hulen, lavet af gamle telefonpæle, alt sammen solidt afstivet og til sidst dækket til med et tykt lag jord. Der var et ildsted og en skorsten og en luftventil til fri luft. Der var en soveplads, men hverken bord eller stol. En ca. 2-3 meter lang gang på siden af hulen,  førte til indgangshullet med en ”hønsestige” op til jordoverfladen. Alt i alt en veritabel røverhule, der også mest blev brugt som sådan af os drenge på et senere tidspunkt. Jeg mener ikke, at den nogensinde blev brugt efter sit egentlig formål.

Men da frihedskampen begyndte at tage form i Danmark søgte Frede, sammen med Gert Grøndahl fra Munkerup, kontakt med en gruppe. Jeg ved nu ikke om det nogensinde blev til mere end at deltage som distributør af  de illegale blade, som f. eks. ”Frit Danmark” og lignende. Af Gerts og Fredes samtaler forstod jeg at de tænkte på at gemme våben i beskyttelsesrummet, men jeg tror dog aldrig det blev til noget. Derimod ved jeg, at oplag af de illegale blade blev opbevaret dernede.

I Gilleleje Museums årbog fra 1946 skriver overlærer H.C. Terslin følgende:

”Hedsbjerg udgør et særpræget højdedrag; derfra er der en pragtfuld udsigt over store dele af det nordligste Sjælland og over Sundet til Kullen. Særlig Interesse knytter sig til Oldtidshøjene. I Hedsbjerg er fundet en række Oldsager, især fra Broncealderen, der nu opbevares på Nationalmuseet og Gilleleje Museum. I efteråret 1944 byggede tyskerne befæstningsanlæg på Hedsbjerg, nemlig underjordiske gange og kassematter samt opførte cementerede kanonstillinger, hvorved ca. 11 tdr. land af gårdejer August Madsens jord på Hedsbjerggård blev delvis ødelagt.”

I årbogen beskriver han også, hvordan han, med en skrivelse fra Nationalmuseet i hånden, gik til den stedlige tyske befalingsmand, oberleutnant Frey i Gule Gård ved Nakkehoved, og derved fik tyskerne til at skåne oldtidsminderne på og omkring Hedsbjerghøjen.

Materialerne til kanonstillinger ankom med  toget til Firhøj station, således kom også de kæmpe-store kanonrør på særlige blokvogne. Derfor var der tysk vagt ved stationen og jernbanevognene sålænge byggeriet stod på. Modstandsbevægelsen fik ikke forhindret tyskerne i at gøre arbejdet færdigt, men det blev dog væsentlig forsinket, da der blev hældt sukker og saltsyge i motoren til en stor betonblandemaskine.

En dag, medens der gik tysk vagt ved stationen, kom Kjeld forbi på sin cykel. En tysk soldat stoppede ham, tog hans cykel, satte sig op på den og kørte afsted. - Da Inge hørte det, gik hun resolut til stationen og fik fat i den tyske vagtkommandør. Jeg ved ikke hvad hun sagde til ham – formentlig på dansk – for hun kunne ikke tale tysk, men Kjeld fik sin cykel igen.  –  Historien er her fortalt som jeg genkalder den efter over  6o år, og der kunne måske være sket nogen erindringsforskydning i mellemtiden. Men faktisk har Inge bekræftet hændelsesforløbet i store træk: soldaten kom tilbage med cyklen samtidig med at Inge ankom til stationen. Han fik en kraftig irettesættelse af den i øvrigt yderst kultiverede tyske officer.

Under "De allieredes" natlige overflyvninger, på vej til Tyskland for at bombe, tegnede batteriets lyskastere kraftige vifter af lys over himlen, og flak-kanonerne fyrede hen over vore hoveder i forsøget på at skyde maskinerne ned. Vi gik aldrig i beskyttelsesrummet, men stod gerne op af vore senge for at følge dramaet på himlen. Røgtet ville vide, at det lykkedes tyskerne at få ram på en maskine, som styrtede ned ude over Øresund - det er dog aldrig blevet bekræftet officielt. 

Efter de tre år i Hedsbjerg begyndte jeg i Søborg skoles 3. klasse, hvor jeg gik i to år. Lærerne bagest fra venstre: Jens Bernhard Kristensen, førstelærer Verner Nielsen, og frk. Birk. Man kan vidst godt sige at frk. Birk var min klasselærer i 3. klasse. På billedet står jeg som nr. 2 fra højre i bageste række. 

Tyskerne beslaglagde mange skoler til indkvartering af soldater, men for Søborg skole skete det ikke. – Men en af vores kammerater havde en bror, som var ”Hipo”, d.v.s.: En dansk nazist, der var gået i tysk tjeneste. Hipo står for Hilfspolizei (hjælpepoliti). De gik i sorte uniformer med skrårem og pistol i bæltet, ridebukser og lange, blankpudsede støvler. De optrådte meget brutalt overfor folk, der blev mistænkt, for at stå i ledtog med modstandsbevægelsen. De var meget forhadte og blev kaldt ”kragerne” i daglig tale. Kjeld og jeg blev pålagt, at passe på ikke at komme med antityske udtalelser i skolen, og selvfølgelig måtte vi ikke røbe noget om Fredes illegale bladvirksomhed i denne kammerats nærvær.

Ude på landet mærkede vi ikke meget til besættelsen. Vi levede vores liv og passede vores ting uden indblanding fra besættelsesmagtens side. Bortset fra tyskernes aktiviteter på Hedsbjerg skete der ikke noget af betydning, før tyskerne begyndte jagten på de danske jøder i oktober 1943.Takket være danskernes hjælp nåede mange jøder at flygte ud af landet. Andre nåede ikke at flygte. Vores gode naboer, ægteparret Rosenblum, der boede i ejendommen tæt ved jernbanen på Rødkildevej, blev fundet af spejdere i Snævret Skov, hvor de havde valgt at begå selvmord fremfor at falde i tyskernes hænder. Gilleleje havn blev en vigtig brik i dette uhyggelige spil, idet mange blev sejlet til Sverige af fiskere fra Gilleleje. Sverige var jo neutralt under krigen, og der kunne de være i fred til krigen var forbi. Det vil føre for vidt, at gå i detaljer om alt dette, men ikke alt gik godt. Ca. 60 jøder, der havde søgt tilflugt på kirkeloftet, blev arresteret af tyskerne og sendt i konzentrationslejr, hvorfra kun få vendte tilbage. En dansk "stikker" havde angivet dem. Kun én ung mand undgik arrestationen på kirkeloftet. Han var kravlet helt op i kirkespiret ovenover klokkerne, hvorfra han først kom ned dagen efter - meget forkommen.

Tyskerne beslaglagde mange skoler til indkvartering af soldater, men for Søborg skole skete det ikke. – Men en af vores kammerater havde en bror, som var ”Hipo”, d.v.s.: En dansk nazist, der var gået i tysk tjeneste. Hipo står for Hilfspolizei (hjælpepoliti). De gik i sorte uniformer med skrårem og pistol i bæltet, ridebukser og lange, blankpudsede støvler. De optrådte meget brutalt overfor folk, der blev mistænkt, for at stå i ledtog med modstandsbevægelsen. De var meget forhadte og blev kaldt ”kragerne” i daglig tale. Kjeld og jeg blev pålagt, at passe på ikke at komme med antityske udtalelser i skolen, og selvfølgelig måtte vi ikke røbe noget om Fredes illegale bladvirksomhed i denne kammerats nærvær.