Jeg er født og opvokset på landet i en ganske almindelig familie. Mine første ungdomsår tilbragte jeg som landbrugsmedhjælper ved forskellige gårde på Sjælland. Jeg kom ud at tjene i landbruget som 14-årig,  typisk på mindre gårde, men jeg forlod landbruget i 1950/51  - og blev optaget på Diakonhøjskolen i Århus i november 1951. - Dengang havde jeg ingen forestilling om, at det skulle føre frem til en sygeplejeuddannelse. - Skolen, som dengang havde til huse på adressen Dalgas Avenue 52, uddannede eleverne - teoretisk og praktisk - i forskellige grene af socialt og kirkeligt arbejde.  Den praktiske del af uddannelsen foregik for mit vedkommende på et hjem for kronisk syge, Stefanshjemmet i Århus; på Åndssvakehjemmet "Nærland", Nærbø - ved Stavanger i Norge, og på   Statshospitalet "Oringe" ved Vordingborg.
 

Januar 1955 begyndte elevuddannelsen ved Rigshospitalets Sygeplejeskole og 3. marts 1958 fik jeg overrakt eksamensbeviset  og autorisations-dokumentet, der gav mig ret til at betegne mig som autoriseret sygeplejerske og udøve virksomhed som sådan. Jeg var glad, også lidt stolt over at have gennemført denne uddannelse, selv om det på grund af den manglende realeksamen - og "omvejen" over Diakonhøjskolen - havde taget mig dobbelt så lang tid som de samtidige kvindelige elever.

Den selvejende institution Syge- og plejehjemmet Bonderupgård, beliggende på adressen: Randbølvej 59, Vanløse, blev opført på privat initiativ i årene 1957-1963 for midler, der blev indsamlet i Advents-og Grøndals sogne. Indsamlingskommiteen skulle skaffe 6% af opførelsessummen; resten blev ydet som lån fra stat og kommune. Som noget nyt var der indrettet eget toilet til hver beboer, dog kun med håndvask. (Brusebad blev først et krav ved udvidelsen af hjemmet i 1971-1973).
Jeg blev ansat som forstander ved dette, for sin tid meget moderne plejehjem, den 1. juni 1963, - 3 måneder før hjemmet skulle åbne. Der lå en venteliste til hjemmet på over 300 personer. Jeg fik - helt urealistisk - til opgave at besøge alle disse mennesker og vurdere deres plejebehov. Min kone Lissie blev ansat som sekretær og kontormedarbejder samme sted den 1. oktober 1963. Vi boede i en 3½ værelses tjenestebolig på 2. sal i samme bygning, hvor plejehjemmets beboere havde værelser på ca. 13 m2 i stueetagen og på 1. sal. 

Det var et krav fra Københavns Kommune at forstanderen skulle være sygeplejerske. De første år var det derfor væsentligt for mig at vise flaget som autoriseret sygeplejerske ved at bære "nålen" for medlemskab af Dansk Sygeplejeråd og Rigshospitalets røde emblem, der viste hvor jeg havde fået uddannelsen. Dengang gik alt plejepersonale i hvidt og forstanderen skulle selvfølgelig ikke afvige fra normen. Desuden deltog jeg en hel del i den praktiske sygepleje de første 10 år i stillingen.
Senere blev arbejdet mere administrativt, og forstanderen lagde den hvide kittel. Det øvrige plejepersonale beholdt den hvide uniform, men i mange år pågik der en livlig diskussion om symbolik og hygiejne omkring personalets påklædning. Der skulle lægges vægt på en mere "privat" atmosfære. Plejehjemmene skulle netop være "hjem" og ikke små hospitaler.

I 1971 flyttede forstander-familien til en tjenestebolig udenfor hjemmet, og
plejehjemmet blev ombygget og udvidet med en fløj ved Skibelundvej, forbundet af en mellembygning, der indeholdt en stor spise-og festsal samt kontorlokaler. Samtidig blev det "omdøbt" til plejecenter på grund af de mange udadvendte aktiviteter, der blev tilknyttet:  Der blev indrettet et Daghjem med plads til ca. 20 gæster  i den tidligere forstanderbolig på 2. sal. Køkkenet producerede og bragte varm mad ud til ca. 120 pensionister i området - og der blev indrettet frisørsalon og fodplejeklinik i kælderen, der, for en rimelig betaling, kunne benyttes af pensionister fra området.

Det nye Bonderupgård:
I 1997 - 1998 deltog jeg i planerne om en ny ombygning og totalrenovering af Bonderupgård, som skulle foregå efter helt nye regler for plejehjemsbyggeri, hvor hver beboer skulle have en 2-værelses lejlighed til rådighed. Et meget spændende projekt, der blev realiseret 2 år senere. - Jeg valgte at gå på pension i 1998 da jeg havde alderen til det.

Klik ind på Bonderupgård's hjemmeside her: Plejecentret Bonderupgård, hvor du kan læse om den anden store ombygning og totalrenovering, som blev gennemført i år 2000.