Rejsen går til Rom med udflugt til Napoli og Pompei:
Her oplever vi historiens vingesus
Lissie nyder udsigten over Rom med Peterskirken i baggrunden.
Peterskirken i Rom:
Peterskirken er ifølge overleveringen bygget ovenpå apostelen Peters grav.
I begge sider af billedet ser man et lille udsnit af søjlegangene, der omgiver hele pladsen. Kirken er imponerende både i størrelse og udsmykning. Desværre har jeg p.t. ikke noget billede inde fra kirkerummet; jeg håber at få lejlighed til at besøge kirken endnu en gang.
Peterskirken med begyndelsen af søjlegangene, der omgiver hele pladsen foran kirken.
Forum Romanum
Forum Romanum er en plads beliggende i en dal mellem højene Palatin, Capitol og Esquillin. Pladsen var Roms politiske, religiøse centrum gennem århundreder, og der findes bygninger fra mange forskellige tider på pladsen.
Fra Forum Romanum.
Coloseum
Colosseum er Roms største amfiteater blev bestilt af kejser Vespasian i år 72 e. Kr., men stod først færdig under kejser Titus, der indviede det med en stor fest, der varede i 100 dage.
I dette kæmpemæssige bygning kunne op til 55000 følge de drabelige slag mellem vilde dyr, slaver og gladiatorer.
Coloseum
Curia på Forum Romanum
Curia er en af de bedst bevarede bygninger på Forum. Cæsar startede byggeriet i 52 f. Kr. og Augustus indviede bygningen i 29 f. Kr. - Curia var indrettet som samlingssted for senatet, og ved møderne sad omkring 300 senatorer på et trindelt podium i hver sin side af bygningen. Man stemte om de vigtige sager "per seissionem", der betyder, at man satte sig i den ene side, hvis man var for en sag, og til den anden side, hvis man var imod. (en metode, der stadig bruges i det engelske parlament).
Rostra var en slags flerpersoners talerstol. Det var et 24 m langt gulvområde hævet over selve Forum, så folk kunne se og høre taleren bedre. Navnet Rostra stammer fra navnet på de rambukke eller skibssnabler, der sad på datidens skibe. Man havde efter en erobring af en latinsk flåde i 338 f. Kr., taget deres Rostra og naglet dem fast på talerstolen og heraf kom navnet.
Talerne fra Rostra har været meget forskellige. Lige fra politiske taler, til begravelsestaler. Eksempelvis har Antonius her fremvist Ciceros afhuggede hoved.
(Cicero var en berømt taler og retoriker, der gik mod Cæsar og var blandt hans mordere).
Curia, senatets samlingsted, ses her i baggrunden og det, der er tilbage af Rostra i forgrunden.
Pompei - hjulspor i brolægningen:
Indlagt i Rom-programmet var en udflugt til Pompei, der blev begravet under Vesuv's udbrud i år 79 e. Kr. Det var en varm sommerdag og en lang køretur fra Rom til Napoli og Pompei.
Desværre har jeg ingen notater om denne tur, men jeg mener vi ankom til Pompei ved middagstid og straks begav os ind på området. Det første vi lagde mærke til var de dybe hjulspor i brostens-belægningen på hovedgaden. Mærkeligt at forestille sig kærrerne eller vognene, der har slidt dem ned i brostenene for så mange år siden. Ind mod husene, små kro- eller vinstuer, var der en slags fortov, markeret med højere liggende kantsten. I disse kantsten var der hugget eller boret runde huller øverst i kanten; formentlig beregnet til at tøjre sit æsel ved, mens kusken nød et krus vin i et af de små udskænkningssteder. Bemærkelsesværdigt var også vægmalerierne inde i disse bygninger, hvor farverne var fuldstændig velbevarede.
2000 år gamle hjulspor slidt ned i brolægningen på Pompei's hovedgade.
Kro- eller vinstue langs hovedgaden i Pompei:

Der var flere af denne type små udskænkningssteder langs hovedgaden i pompei. Amforaerne i hjørnet står som de blev fundet. Billedet yder ikke de smukke vægmalerier fuld retfærdighed; farverne var fuldstændig velbevarede.

Et af de små udskænkningssteder langs hovedgaden. Bemærk amforaerne i hjørnet.
Verdens ældste erhverv:

Vægmaleriet ved indgangen til bordellet reklamerer, ifølge guiden, for særlige sexydelser som etablissementet tilbyder kunderne.

Farverne er også her velbevarede.
Endnu en specialitet fra bordellet:
Hvis dette også er reklame tilbyder denne herre sig med en temmelig overdimensioneret penis. Jeg er ikke sikker på, hvad det nederste billede forestiller, men hvis jeg ikke tager meget fejl er det et dyrehoved, måske en tyr.
Farverne er velbevarede.
Hurtigt opbrud fra køkkenet:
Køkken fra Pompeji, hvor jerngryderne stadig står på ildstedet, er af samme type som er fundet i Herculanum, der også blev begravet under det voldsomme vulkanudbrud. De romerske køkkener var små og trange.
Køkken fra Pompeji. Gryderne står som de blev fundet.
Gipsafstøbning af en mand:
Dette er gipsafstøbningen af en mand, som er blevet overrasket og begravet under vulkansk nedfald fra Vesuv's udbrud i år 79.
Gipsafstøbning af mand fra udbruddet i år 79.
Gipsafstøbning af en siddende person:
Den siddende person afventer resigneret sin skæbne med begge hænder for ansigtet.
Disse gipsafstøbninger var midlertidigt opbevaret i et særligt lokale nær udgangen; de var det sidste vi så i den begravede by, inden tiden var udløbet og vi måtte tilbage til bussen for at køre tilbage til Rom. På vejen tilbage besøgte vi Nationalmuseet i Napoli, hvor mange af fundene fra Pompeji er opbevaret under sikrere forhold.
Vi forlod Pompeji en stor oplevelse rigere
Gipsafstøbning af siddende person til højre. Hvad montren bagved indeholder er lidt utydeligt, jeg mener at kunne huske det som en sammenrullet hund.

| Svar

Nyeste kommentarer

30.08 | 07:28

Hej Gunnar - jeg ved ikke om du kan huske mig, men jeg var Varmemester/Altmuligmand på Bonderupgård midt i 1990'erne.

27.01 | 14:38

Her er det hensigten at vise akvariets udvikling over tid i forskellige videoklip

07.02 | 15:34

Wow. Flot arbejde

------------------------------
http://www.kviklantop.com/

02.11 | 14:59

Kære Susan Kan desværre ikke bidrage med fotos fra min skoletid i Hedsbjerg, men min oplevelse af f.eks. 9. april 1940, kan måske bruges.
gbj.2690@live.dk